Alexanderteknik er en praktisk undervisningsmetode udviklet af F.M.Alexander ( 1869 - 1955). Den er baseret på princippet om, at vi hver især fungerer som en helhed, og den har til formål gradvist at genoprette menneskets funktion som en helhed, når denne helhed er blevet forstyrret. Derved kan den måde vi bruger/bevæger os på i alle daglige aktiviteter forbedres.
Mange har opbygget skadelige vaner, som med tiden kan medføre ubehagelige symptomer (f. eks. smerter i ryg, nakke, lænd, hoved m.m.) De skadelige vaner kan være opstået af uhensigtsmæssig spændinger, bevægelser og/eller kollaps (sammenfald). Når de vaner/uvaner bliver gentaget og gentaget foregår det på det ubevidste plan.
En del af oplæringen i Alexanderteknikken er at blive bevidstgjort om, hvad vi gør forkert og hvordan vi kan ændre det. Teknikken kan læres af alle fra 6 år og opefter, og den kan hjælpe på lige så mange måder, som der er mennesker. Den tilbyder ikke behandling, men gennem undervisning får man forandret sine uhensigtsmæssige vaner, der skader en, til gode vaner, som gavner. Den terapeutiske effekt af teknikken er betydelig.
Mange mennesker kommer til Alexanderteknik fordi de har fysiske problemer: smerter i ryggen, i knæene, hofterne, har hovedpine, har stemmeproblemer eller vejrtrækningsproblemer for blot at nævne nogle. Andre igen fordi de er interesserede og gerne vil udvikle sig personligt og evt. forebygge skader.
Teknikken anvendes desuden af mange udøvende kunstnere, både som et redskab til at fungere fysisk optimalt og fintfølende, og som forebyggelse af evt. overanstrengelser i bevæge- apparatet. Der undervises i dag på mange af musik- konservatorierne, på teaterskoler og moderne danseuddannelse.
Alexanderteknikken er således en undervisning, som henvender sig til alle, der ønsker at udnytte deres potentiale både i deres erhverv og deres hverdag.
Læreren formidler en bedre brug primært med sine hænder understøttet af verbal instruktion. Læreren guider eleven til hensigtsmæssig/bedre brug i siddende stilling, under bevægelse samt i hvileposition på en briks. Eleven har sit almindelige tøj på. Undervisningen gives i individuelle lektioner af 30 - 45 min.. Et intensivt forløb med 2-3 lektioner om ugen giver det største udbytte.